Tragedier i
Refsbechslægten
Christen Nielsen Refsbech var død i 1748, og sønnen Peder Christensen
Refsbech overtog da Færgegården ved Udbyhøj. Hvor Christen er født vides ikke
bestemt, men man går ud fra, at han er født i Vindblæs sogn ved Hadsund, for
der var der i sin tid et hus, der betegnedes som Refsbechs hus.
Færgegården var ingen dårlig bedrift, der hørte mange tdr. land ager og eng
til gården, og tillige var der Kro i stuehuset og efterhånden også nogen
købmandshandel. Det var ret almindeligt på den tid, at skibene ankrede op
udenfor Udbyhøj, for at vente på god vind til at sejle ind i Randers Fjord. Sømændene
søgte da ind på kroen for at få et godt glas øl, men også for at høre nyt fra
egnen.
Efter krobesøget skulle de gerne ind i købmandskroen for at proviantere,
der var altid et eller andet de manglede.
Peder C. Refsbech havde det da også økonomisk godt, han gav sine børn en
god uddannelse. Sønnerne var søfarende folk, der var dog een søn, der lærte
smedehåndværket, og blev smedemester i Hørning.
Men årene går, og i 1783 døde P. Chr. Refsbech, 62 år gammel. Nu skulle der
holdes skifte, og boet deles imellem de 6 søskende, 5 sønner og 1 datter. De
blev enige om at vente med at gøre boet op, indtil broderen Niels kom hjem, han
var styrmand og sejlede på langfart. Endelig kom Niels hjem, og det viste sig,
at han var nem at forhandle med. Hans far havde jo bekostet uddannelsen for
ham, og Niels havde nu en god stilling som styrmand, og det var han godt
tilfreds med.
Det blev så broderen Jens Pedersen Refsbech, der overtog Færgegården. Jens
giftede sig med Karen Rasmusdatter, og nu kom der nogle gode år for
Færgegården. Karen var en dygtig husmoder, og Jens havde forretningssans. Han
byggede et lille pakhus, og nu kom der varer hjem fra udlandet. Det var the,
kaffe, tobak, vin og spiritus, men også andre varer, og det blev almindeligt,
at høkere og andre handlende kørte til Færgegården og forsynede sig med, hvad
de havde brug for.
Det gik altså godt for Karen og Jens, men kun kort tid, det var som om
uheld nu ramte Refsbech slægten. I 1799 dør Jens, kun 36 år gammel, og hans
ældste broder Søren Refsbech var druknet ved Udbyhøj få år før, kun 34 år
gammel.
Karen var nu alene om driften af Færgegården et års tid, så giftede hun sig
med skipper Hans Høeg fra Randers, og så var det slut med Refsbech slægten på
færgegården. Nu blev det Høege i flere generationer. Den mest kendte af Høegene
var nok overlæge Jens Høeg, Ørsted sygehus. Han er forfatter til den kendte bog
"De Rougsø Høege", hvori han skildrer Høegenes liv og levned i gamle dage.
Niels Pedersen Refsbech, den ene af sønnerne fra Færgegården, var gift med
Karen Sørensdatter, og havde fast bopæl i Udbyhøj. Det vil sige, Niels var nu
ikke meget hjemme, for han foer stadig til søs som styrmand. I huset ved
Udbyhøj voksede nu efterhånden 3 drenge op, og da faderen tjente gode penge som
styrmand, fik drengene en god opdragelse og uddannelse.
Peter Nielsen Refsbech sejlede som styrmand i flere år, men blev senere
gårdmand i Hollandsbjerg.
Christen Nielsen Refsbech var også sømand som ung, men da han blev gift med
Ane Marie Pedersdatter, fik han gården matr. 3 i Voer i fæste.
Det var en god gård, og selv om Christen var udlært som sømand, var han
også en dygtig landmand. Men landbruget var ikke nok for Christen, han blev
også pakhusforvalter.
Grosserer Ankerstjerne i Randers havde på den tid 2 store pakhuse i
nærheden af færgestedet. Det ene pakhus lå lige neden for bakken, nord for færgevejen,
det andet lå, hvor nu Rasmus Mosekjærs ejendom [2005/red.: Fjordcenteret, Voer
Færgevej 123] ligger. Om efteråret købte Ankerstjerne altid masser af korn op
fra de store gårde i Rougsø.
Christen måtte sørge for indleveringen om efteråret, og udleveringen om
foråret. Om vinteren havde Christen gerne to-tre mænd til at kaste kornet, det
foregik med skovle på den tid.
Men det var ikke nok for Christen. Af Randers havnevæsen forpagtede han
færgeriet mellem Voer og Mellerup. Som man ser, var Christen en energisk og
dygtig mand. Han var født i 1796, men hvornår han døde vides ikke.
Christen og Ane Marie havde 5 børn, fire piger og een dreng. Sønnen hed
Niels Peter, men vi ved intet om ham.
Pigerne blev gift med gårdmænd i Voer, Hollandsbjerg og Ørsted. Da pigerne
blev gift fik de jo et andet efternavn, men det er ligesom om den gren af
slægten ikke benyttede Refsbech-navnet mere. Der er ellers mange efterkommere
efter Ane Marie og Christen.
Så var der Niels Pedersen Refsbechs ældste søn Morten, født 1792, han tog
skippereksamen, og var særdeles duelig i faget. Det hændte om vinteren, at han
gav undervisning i sømandsskab, man må huske, at på den tid var der mange
sømænd i Kahr, Udby og Udbyhøj.
Morten var gift med Maren Sørensdatter, og blev nu også gårdmand, idet han
fæstede gården matr. nr. 2a Kahr By, Holbæk sogn. På gården voksede nu 6 børn
op, to piger og fire drenge.
Også Mortens far, N.P.Refsbech blev optaget i familien. Niels var blevet
for gammel til at fare til søs og var nu enkemand, derfor tilbød Morten sin
far, at kunne komme og bo hos dem.
Så kom "Niels fra Udbyhøj", som han kaldtes i daglig tale, til Kahr. Og han
kom ikke til besvær, for Niels var håndsnild. Han blev sådan en altmuligmand
for hele byen. Han kunne lide at kline, kalke, tjære og meget andet. Hjemme hos
sin søn var han også nyttig, for når Morten om sommeren sejlede på
udenrigsfart, kunne Niels også hjælpe til med landbruget.
Men årene går, og 1837 dør Niels, 78 år gammel, og blev begravet på Udby
kirkegårds, ved siden af sin hustru.
Vi er nu nået til foråret 1842, og der er travlhed i Mortens gård. Man var
ved at gøre klar til såning af marken, da der kom bud fra grosserer
Ankerstjerne i Randers, at hans skib nu var klar til at laste, og man bad
skipperen komme så snart som muligt. Morten fik kontakt med sine tro hjælpere,
der var to erfarne sømænd fra Udbyhøj. Tillige skulle Mortens ældste søn Søren
med på turen. Søren var 21 år og havde sejlet indenrigs, men skulle nu med på
langfart for første gang.
Mortens næstældste søn Niels Peter på 16 år, var næsten fuldvoksen, stor og
kraftig, det blev ham der skulle sørge for bedriften, medens faderen og
broderen var borte. Niels Peter kørte så de fire sømænd til Voer færgested, fra
Mellerup lejede de en vogn til Randers, og så gik de ombord, hver med sin lille
skibskiste.
Der var nok for skipperen at se til, for det var ham, der havde ansvaret
for, at der blev lastet rigtigt, så lasten ikke forskubbede sig, når man kom ud
i høj søgang. Der skulle også sørges for madvarer og drikkevand. Også Medicin
skulle man have med, der kunne jo blive nogen utilpas mellem mandskabet, og der
var langt til Riga, som var rejsemålet.
Der var kommen endnu en sømand ombord i Randers, og så var man klar til
afrejse, og en forårsmorgen med frisk sydvestlig vind, lagde skibet fra kaj, og
gled med svag sejlføring ud gennem det smalle sejlløb, men da man havde
passeret Uggelhuse blev der sat et sejl mere op, og nu gled skibet med jævn
fart forbi Voer færgested, og lidt senere forbi Kahr. Far og søn har nok stået
på kommandobroen og sendt venlige tanker ind til den lille by mellem bakkerne.
De håbede at være hjemme igen inden høslæt, men det skulle gå anderledes – de
så deres hjemby for sidste gang.
Men foreløbig gik turen planmæssigt, de havde god vind på turen og de nåede
Riga i god behold, og lagde til ved havnekajen. Men Morten undrede sig, for der
var så stille på havnepladsen. Han fik da at vide, at byen for tiden var hærget
af en frygtelig kolera epidemi, der bortrev mange mennesker hver dag.
Det var en uhyggelig oplysning at få, men mandskabet fik da med besvær
skibet losset, og efterhånden også de varer ombord, som de skulle have med til
Randers.
Men Morten og hans søn måtte færdes meget i byen, der skulle jo afregnes
med firmaerne, og der skulle købes ind til hjemrejsen. Men endelig var man
klar, og sømændene åndede lettet op, da de sejlede ud af havnen, væk fra den
pestramte by. De havde dog kun sejlet et døgn, før Morten begyndte at føle sig
træt og sløj. Han tog noget medicin og gik til køjs, men det varede ikke længe
inden sømændene var klar over, at deres skipper havde kolera, og få timer
senere var Morten død.
På skibet var man enige om, at deres skipper skulle have en kristelig
begravelse. Skuden blev vendt og man stævnede atter mod havnen i Riga.
Søren gik i land, fik formaliteterne i orden, og så blev hans far begravet
på sømandskirkegården i Riga. Morten var da 50 år.
Så snart sømændene var kommet tilbage til skibet, blev sejlene hejst, og
skibet gled ud på det åbne hav. Mandskabet var ulykkelige over, at have mistet
deres skipper, men Søren var godt kendt med både kompas og søkort, så de
håbede, at de kunne klare hjemturen uden skipper.
Søren havde allerede følt sig utilpas inden skibet forlod havnen, og man
havde ikke sejlet mange timer, før han blev alvorligt syg.
Nu var man klar over, at også Søren havde kolera. Sømændene tøvede en
stund, men så vendte man skibet, og styrede atter mod Riga. Søren skulle have
lægehjælp, men forgæves, Søren var død inden de kom i havn.
Sømændene gik i land, fik ordnet begravelsen, og så blev Søren stedt til
hvile ved siden af sin far. Der blev nok sat en lille mindesten for de to gode
danske sømænd, som nu hvilede i Ruslands jord, langt borte fra deres fædreland.
Er stenen der endnu? Vi ved det ikke.
Det var tre chokerede sømænd, der vendte tilbage til deres skib. Kunne de
føre skibet tilbage til Randers uden skipper og styrmand? Der var nu ikke andet
at gøre end at prøve lykken, at hyre en sømand var umuligt, og de ville væk fra
denne ulykkelige by hurtigst muligt.
De hejste nu sejlene, satte kursen mod Danmark, og nu var heldet med dem,
og efter normal sejltid ankrede de op ved Udbyhøj i god behold.
En båd blev sat i vandet og sømændene gik i land. De to mænd fra Udbyhøj
begav sig til Kahr, for at overbringe familien det sørgelige budskab.
Inden afrejsen havde Morten drøfte med sin kone Maren Sørensdatter, hvornår
han kunne være hjemme igen. Han havde gjort rejsen før og vidste omtrent, hvor
lang tid den ville vare.
Nu var der imidlertid gået mange dage efter den tid, Morten regnede med at
være hjemme. Maren begyndte at blive urolig, det var jo både mand og søn, der
var på rejse.
Hun havde den skik, at når hun var færdig i køkken og bryggers, da at sætte
sig med sit håndarbejde inde i stuen, der vendte mod nord. Derfra kunne hun se
næsten til Holbækgård, der var ingen træer dengang.
Så en dag først på eftermiddagen sad Maren med sit strikketøj der henne ved
vinduet, og lod blikket gå mod nord.
Endelig en dag kom der to mænd til syne ude på bakken, og hun blev glad.
Men glæden blev kort, for nu kunne hun se, at de to mænd ikke var Morten og
Søren, men det var de to mænd fra Udbyhøj.
Hun blev bange, hun anede, at der var sket en ulykke, og det fik hun
bekræftet, da mændene trådte ind i stuen. De kunne trøste hende med, at hendes
mand og søn havde fået en kristelig begravelse, og nu hvilede ved hinandens
side på sømandskirkegården i Riga.
Det var et hårdt slag for familien, ja, i hele Kahr sørgede de med, for
Morten var en agtet og ærlig mand på sin egn, og Søren var kendt som en djærv
og dygtig sømand.
Årene går, Niels Peter matte blive hjemme og passe landbruget, medens
brødrene Anton og Henrik [Red.: Hendrik Levinsen Revsbech] foer til søs. Henrik havde været på både indenrigs- og udenrigsfart, men var nu hjemme for en kort tid. Han traf en pige, som han blev gode venner med, og de blev enige om, at han skulle tage hyre endnu en gang, tjene gode penge, og når han kom hjem ville de giftes.
Henrik rejste, men han skrev ikke hjem, ej heller til pigen. Der gik år og
dag, og man hørte intet fra ham. Pigen måtte gå ud fra, at Henrik var blevet
derude, ligesom sin fader og broder. Nu var der gået over et år, og så giftede
hun sig med en anden. men pludselig en dag stod Henrik i stuen på sit fødehjem,
og spurgte efter hende, og man måtte så fortælle ham, at pigen var gift. Henrik
var skuffet og ophidset, og forlod i vrede Kahr og man så ham aldrig mere. Der
boede i sin tid en gammel sømand, Hans Nielsen hed han, men i daglig tale "Hans
Yt", han mente at have mødt Henrik nede ved havnen St. Pauli i Hamborg, men da
han sagde "goddag Henrik", vendte vedkommende ryggen til og forsvandt. Senere
var "Hans Yt" ikke så sikker på, at det virkelig var Henrik, han havde mødt.
Henrik var og blev borte.
Årene gik, og vi har nået 1877. Peter havde for længst overtaget
fødegården, og var gift med Maren Sørensdatter. De havde fået fem døtre, og der
er nu mange efterkommere efter Niels Peter og Maren. Gården er endnu i slægtens
eje. Niels Peter blev en gammel mand, han døde i Kahr 82 år gammel.
Mortens søn, Anton, havde ligesom faderen taget skippereksamen og var
tillige gårdmand, boede i gården matr. nr. ? Kahr by, Holbæk sogn. Han var gift
med Ane Margrethe, de havde, nu i 1877, tre drenge og to piger.
Anton havde sejlet i mange år, både indenrigs og udenrigs. For tiden
sejlede han for grosserer Krogsgård i Randers. Turen gik nu til Island med korn
og andre varer, og skibet passerede Skagen i jævn kuling, og satte kursen mod
nord. Kulingen blev efterhånden til storm. men de var ved godt mod, for nu
kunne de skimte glimtene fra fyrtårnet inde på kysten. De glædede sig til at nå
havn om få timer.
Men pludselig var de inde i en frygtelig orkan, reb og tove sprang, sejlene
flængedes, og nu var skibet for alvor i havsnød. Inde fra land kunne de nu se
det nødstedte skib, og redningsfolk var parat til at hjælpe, men det var
umuligt at få en båd fra land i det frygtelige vejr.
Mændene stod da på stranden og stirrede ud over det oprørte hav, og
pludselig var der intet skib at se mere. Det var forsvundet fra havets
overflade. Skibet var gået ned med skipper og mandskab.
Anton Mortensen Refsbech var ved forliset 49 år.
_________________________________________________________
Forfatter: Morten Revsbæk, Nordgård, Voer, 1975
Modtaget fra: Jens Robert Boje (Morten Revsbæks barnebarn), 2005