Børnene fra Brogården

 

Voer har fra gamle dage været en ret stor landsby, med en række gårde på hver side af gaden. Men udflytningen, og da navnlig ildebrande har ført med sig at gårdene nu ligger mere spredt. Johan Johansens hus var i sin tid stuehuset til en firelænget gård med jordtilliggende fra gaden til Kahr bæk. De tre gårde der nu ligger en km. øst for byen har også, før en ildebrand, været placeret langs bygaden, og hvor nu Magda Sønderboes hus ligger lå Brogården. Men ved udflytning var den i 1832 beliggende en halv km. sydøst for Voer.

 

 

Sommeren havde været varm og tør, men der stod en ret god høst på markerne, og omkring første august var rugen moden, Der var travlhed på Brogården, Kristian og Søren Bromand var optaget af at reparere høstredskaberne, der var en fork der skulle have nyt skaft, og kratter og river skulle også være i orden. Nu over middag var brødrene i gang med at slibe leerne, da en rytter dundrede gennem gårdporten. Det var ridefogeden fra herregården.

 

Brogården var ligesom de andre gårde i byen fæstegårde under herregården Stenalt. Det kunne i gamle dage være ubehageligt at få besøg af ridefogeden, men det var det ikke mere. Frederik den sjette havde ophævet stavnsbåndet og bonden var nu en fri mand, men enhver fæstebonde havde endnu pligt til at møde på herregården et vist antal dage hvert år.

 

Men det var faste rammer og det var i almindelighed de unge fra gårdene der blev sendt af sted til herregården.

 

Ridefogeden hilste venligt på brødrene og forrettede sit ærinde. Herremande ønskede en mand med le, og en opbinderske med krat, til møde på herregårdens rugmark den følgende dags morgen. Det passede nu ikke godt for Kristian og Søren, de havde bestemt sig for at gå i gang med Brogårdens rugmark, men man forhandlede ridefogeden om at møde med 2 mand og 2 opbindersker, så havde Brogården gjort sin pligt til byghøsten kom. Det var ridefogeden indforstået med, han havde travlt, og red videre til de øvrige fæstebønder.

 

 

Det var naturligvis ubehageligt for husbonden at skulle undvære karl og pige, men de unge var glade for arbejdet på herregården, der gik med liv og lyst. Så var der også dette at den ene madmoder ikke ville være ringere end den anden, så det var gode varer der var i madkassen. Det var helt festligt når de unge drog af gårde, karlene var i skjorteærmer og pigerne med hvide kyser og lange høstærmer for at beskytte mod de stive strå. De var i samlet følge da de passerede vejen ned til Brogården, og Kristian og Søren med medhjælpersker sluttede sig til flokken, og kort tid efter var flokken i arbejde.

 

 

Rugmarken begyndte hvor vejen drejer mod syd efter Stenalt, altså hvor Olav Hessellund har mark. Arbejdet skred godt fremad en tid, men det begyndte at blive kvælende varmt, der var ikke en vind der rørte sig, og både mænd og kvinder svedte så det drev af dem.

 

Før middag kom herremanden kørende i sin jagtvogn for at se hvordan arbejdet skred frem. Han plejede at møde livlige, raske unge mennesker, men nu så han kun svedige og sure ansigter. Herremanden fik opklaret, at øllet var sluppet op, og nu måtte høstfolkene spise deres medbragte mad uden øl. Herremandens vogn snurrede rundt, og i skarp trav mod Stenalt. Få minutter efter var der et anker øl på rugmarken. Høstfolkene holdt nu middag, spiste deres gode mad, og drak flittigt af herremandens stærke øl. Humøret var steget og man tog fat igen, men høstfolkene var nu klar over at uvejret nærmede sig. Det buldrede i det fjerne, og mørke skyer trak op fra sydvest. Så var uvejret over dem, det lynede og tordnede, og da lynet slog ned i et træ nær rugmarken, gik der panik i pigerne, de smed kratterne og løb så stærkt de kunne over mod P. Hevrings gård for at komme i læ. P. Hevrings gård lå hvor nu Anders Jensens ejendom ligger. Man kan endnu se hvor brønden har været. Mændene tøvede, men da skoven forsvandt i en tåge af regn, og de kunne høre vandet sluse ned lagde de leerne fra sig, og løb alt hvad de kunne over mod P. Hevrings port, og som sidste mand der nåede i husly var herregårdsskytten.

 

Pigerne var kravlet op i een høstvogn med lad der stod i porten, så var der bedre plads til mændene i porten. Nu var uvejret for alvor over dem, det lynede og tordnede så den gamle gård rystede. Pigerne i vognen jamrede og sagde skiftevis ”Åja, Ånej” og ”Gud hjælpe os”. Mændene brummede noget om at det var det værste vejr de havde kendt. Regnen styrtede ned, men det varede ikke længe, så drev uvejret ud over Kattegat. Nu blev der liv i porten, pigerne fortalte hinanden hvor dårligt de havde haft det under uvejret. Mændene blev nu optaget af skytten fra herregården. Han havde lange, blanke læderstøvler på og fjer i hatten, men det var særlig hans gevær man var optaget af. Det var nyt og blank, sidste nye model a832. Skytten var en flink mand, og det varede ikke længe før geværet gik fra hånd til hånd, og nåede også Søren Bromand. Hans bror Kristian var optaget af noget andet.

 

Efter uvejret var ovre kom P. Hevrings søster Else Marie igen ud i køkkenet og stod og vinkede og smilede til Kristian. De var forlovede og der var bestemt bryllup. Kristian vinkede igen, og alt var fryd og gammen.

 

Søren havde givet geværet et grundigt eftersyn, og ville give det videre til sin bror, men nu var ulykken ude. Søren gik et skridt, gled på den våde stenbro og stødte bøssekolben hårdt mod stenene og geværet gik af med et brag, og uden en lyd segnede Kristian til jorden.

 

Da Else Marie hørte knaldet og så sin kæreste falde gav hun et skingrende skrig, og faldt besvimet om på gulvet. Else Marie blev anbragt på slagbænken inde i stuen, og da hun havde fået koldt vand på pande og hals slog hun øjnene op og sagde: ”Hvordan med Kristian?”. Ja, det var værre med Kristian, han lå på ryggen og den hvide skjorte var allerede rød af blod. Da skytten hørte skuddet foer han hen til Kristian, løsnede hans skjorte og et gabende sår kom til syne. Skytten samlede sit gevær op der endnu lå på stenbroen og forstod de ulykkelige unge mennesker.

 

 

Søren Bromand stod og lænede sig op af portstolpen, han kunne intet foretage sig, han var fuldstændigt chokeret.

 

Pigerne oppe i høstvognen skreg op. Kristian er skudt - Kristian er død, de tumlede ned af vognen og sjokkede efter Voer til.

 

P. Hevring spændte nu for fjedervognen, og Kristian blev kørt til sit hjem, der blev sendt bud efter sognets ligsynsmænd og de kunne attestere at Kristian var død, og få dage efter blev han begravet på Brogårdens familiegravsted der lå i det nordvestlige hjørne af Voer Kirkegård.

 

 

Men nu kom der andre problemer. Else og Kristians kærlighedsforhold havde fået følger. Else Marie var gravid, hun var meget ulykkelig, nu havde hun mistet sin ven, og havde ingen far til det barn hun ventede.

 

Men nu trådte Søren Bromand til. En aftenstund midt i høstens travle tid mødte Søren i P. Hevrings hjem og tilbød Else Marie at gifte sig med hende, og lovede at være god ved hende og det ventede barn.

 

Else Marie sagde ja. Peder Hevring syntes også godt om Søren, der var en stabil, pæn ung mand som nu havde fået Brogården i arvefæste. Man blev enige om at der skulle holdes bryllup efter høst.

Men det blev ikke et bryllup med sang, spil og bægerklang, det foregik meget stilfærdigt, man var endnu rystet over ulykken.

 

Efter brylluppet flyttede Else Marie så ind som kone på Brogården.

 

Hen på vinteren kom der så en lille pige til verden og hun blev døbt Mette Kristaiansdatter, og både mor og barn havde det godt.

 

Men Else Marie havde alligevel taget skade ved ulykken med Kristian, for når der drev tordenvejr over Brogården måtte hun gå til sengs. Hendes ben kunne ikke bære hende, og engang hun arbejdede i haven blev der skudt en hare lige uden for haven faldt Else Marie besvimet om og måtte bæres ind.

 

 

Men ellers gik livet sin rolige gang på Brogården. I marts 1837 kom der igen en lille pige til verden og hun blev døbt Kjerstin Marie Sørensdatter. Endelig i 1841 blev der en dreng født på Brogården. Han fik navnet Trouls Sørensen, senere med tilnavnet Bromand.

 

 

Børnene voksede og kom i skole hos lærer Broch i Voer gamle skole. Fra skoletiden har Kjerstin Marie fortalt følgende oplevelse. Der var en periode da den danske hær var indesluttet i Fredericia, tyskerne trængte op gennem Jylland. Kjerstin Marie og hendes veninder var på vej fra skole, stod og talte sammen i korsvejen, da et hold tyske dragoner red forbi. Pludselig sprang en af pigerne fra flokken frem, rakte armene i vejret og råbte: "Tyske pak, tyske pak". Pludselig red en dragon tæt forbi pigen, og med et snuptag sad hun foran ham på hesten. Kjerstin Marie og hendes veninder skrålede op om at nu havde tyskerne taget den lille pige. Hun kommer nok aldrig mere tilbage, de løb grædende efter rytterne. Det gik imidlertid ikke så galt, de mødte en smilende pige. Da patruljen havde drejet efter Stenalt til sænkede dragonen forsigtigt den lille pige til jorden igen og hun løb sine veninder i møde, Pigen fortalte at soldaten var flink, havde klappet hende på kinden og havde kaldt hende "Kleine Swarte dänepige". Men det var nu samtaleemne flere dage efter.

 

 

Børnene fra Brogården var nu blevet voksne, og glade og livlige som de var kom de snart med på holdet når der holdtes gilde i storstuerne på gårdene. Der var ingen forsamlingshuse dengang.

Om sommeren var der særlig to begivenheder pigerne glædede sig til, det var sommermarkedet i Vejlby og efterårsmarkedet i Randers.

 

Nu var det 1852, det var et dejligt sommervejr og Mette og Kjerstin Marie havde fået fri over middag og sammen med andre piger fra Voer vandrede de af sted til Vejlby. Da de nåede markedspladsen var dyrene borte, men det myldrede med mennesker. - Det må bemærkes at markedspladsen lå på højre side af vejen når man kom fra Allingåbro - Ørsted vejen. Kroen lå hvor nu den første ejendom ligger. Markedet blev flyttet til Allingåbro da jernbanen blev anlagt og hotellet bygget.

 

Da pigerne kom var forlystelserne i fuld gang, der var boder hvor man kunne købe honningkager og andet slik. Der var cirkus, luftgynger og tyrolerhopsa. Dansen foregik lidt syd for kroen, hvor nu kirkestien går til Allingåbro. Klokken var nu blevet over 10 og som Kjerstin Marie sagde: "Det var den tid da politibetjenten og sognefogeden kom for at rydde kroen". Det lød jo noget voldsomt men det var nu rigtig nok for der var altid nogle af krogæsterne der havde fået så mange kaffepunser at de havde besvær med at komme ud. Andre var sure over kroen skulle lukke. Så blev de med vold og magt varpet ud. På den tid var pigerne fra Voer allerede på vej hjem og de unge fra Hald Herred fulgte dem på vej. Hver af pigerne havde en kavaler under armen til man nåede Bode Krog, så skiltes de unge efter at have bestemt at mødes igen til næste år. Da pigerne havde gået nogle hundrede meter hviskede Mette til sin søster Kjerstin Marie "Så du at den karl du fulgtes med manglede noget af den venstre arm?". Jo, det havde Kjerstin Marie godt lagt mærke til, men hun syntes det var synd for ham, han kunne jo ikke gøre for at han havde en dårlig arm. Det syntes Mette var helt rigtigt og så vandrede pigerne videre og nåede Voer lidt over midnat, glade og fornøjede med dagen, men de var trætte. De havde gået 16 km. og danset railænder på grønsværen, man kan nok sige at dengang var der piger til.

 

 

Nu kom en travl tid, pigerne hjalp til både i høslæt og høst, men nu var de færdige med høsten på Brogården, og far og døtre skulle til efterårsmarked i Randers.

 

Den længe ventede dag kom, og det var et dejligt eftersommervejr med strålende sol fra morgenstunden af, og man var tidligt på færde i Brogården. Søren Bromand var morgenmand, de brune heste blev spændt for fjedervognen og man var klar til udturen med pigerne i bagsædet. Det må lige bemærkes at på den tid havde flere bønder ikke fjedervogn, men måtte nøjes med at sætte en fjederstol på kassevognen. Søren plejede at køre om Allingåbro når turen gik til Randers. Kjerstin Marie fortalte at der ingen by var dengang, ku et enkelt lille hus som købmand Stilling i Randers benyttede til varelager. Købmanden forsynede mange af beboerne i Rougsø Herred med almindelige brugsvarer.

 

Søren kørte altså af sted fra Brogården, men havde bestemt at turen skulle gå over Mellerup. Sagen var den at der var kommet en gårdmand, som hed Kristen Revsbæk, og var af sømandsslægt fra Udbyhøj. Kristen havde selv som ung været sømand, men var nu gårdmand og havde tillige forpagtet færgeriet Voer-Mellerup. Både færgeleje og færge var nu i orden. Færgen lå parat da Søren kom, og man fik hurtigt vogn og heste ombord. Pigerne var lidt angste i begyndelsen, men det var nu spændende. Færgekarlen trak færgen over fjorden i et mægtigt tov der var fastgjort fra færgested til færgested. Det var for øvrigt den måde færgeriet foregik helt op til 1925.

 

 

Det blev en fornøjelig tur for pigerne. Bromanden var en god kusk, og det gik i rolig tempo. Efter et par timers kørsel rullede de ind gennem porten til det vi nu kalder Carl Hansens Købmandsgård. Det er den samme port man benytter endnu, på bjælken over porten står år 1663.

 

Hestene kom på stald og piger og far fulgtes ad ind i skænkestuen, afleverede ordresedlen, og pigerne fik kaffe til deres medbragte mad. Søren Bromand fik øl og en stor snaps.

 

Så var man klar til at gå på marked. Søren om i Torvegade og middelgade hvor hestene stod i lange rækker. Pigerne gik om på Frederikspladsen hvor der var salgsboder med mange dejlige ting. Mette og Kjerstin Marie standsede ved en bod hvor en Holsten kræmmer reklamerede med at have de fineste ægte franske silkesjaler til uhørt billige priser. Pigerne spurgte om prisen. De studsede, den var større ende de havde regnet med. Da kræmmeren hørte de kunne bruge t hver satte han prisen ned, og pigerne slog til. De valgte de allerfineste og fik straks sjal omskuldrene, de var vel nok glade for de fine silkesjaler. Men nu havde de ikke råd til at købe flere varer, der skulle da være penge til karruseller i massevis. Længere nede, efter havnen, hvor nu Bjerregård har bilforretning, var der telte med masser af gøglere. Pigerne morede sig, men til den aftalte tid var de igen i købmandsgården. Søren Bromand kom et øjeblik efter. Kjerstin Marie bemærkede at hendes far havde fået en stor dram. Han var dog ikke særlig beruset, men i højt humør. Ja, så kørte de igen ud af den gamle port, og snart var de ude på det åbne land.

 

 

Pigerne var glade, de syntes eftermiddagssolen glimtede i deres fine sjaler. Nu gik alt roligt til de nåede Støvring bakke, så skete der noget. Der kom en vogn bagfra og kusken råbte: "Bromand, hold til side og lad herremanden komme forbi". Bromand så sig tilbage og opdagede at det var herremanden fra Stenalt han havde bag sig. Men hvad tog nu den ellers rolige og besindige mand? Han råbte tilbage: "Der er ingen der kører forbi Søren Bromand". Han fattede pisken, og med er ordentligt smæld svang han den hen over ryggen af hestene. Nu begyndte en vanvittig kørsel. Da de nåede Mellerup var herremandens heste så tæt på Bromandens vogn så hestenes hoveder var inde over pigerne, og skum og savl drev ned af de franske sjaler. Mette der var den ældste af pigerne råbte til sin far: "Hold da til side ellers sker der en ulykke!". Bromand svarede: "Ikke før min heste ligger styrtet for vognen!". I firespring, eller skal vi sige fuld galop gik det ned af bakken, men Bromand holdt sine heste på benene og som den første vogn rullede Bromand foran færgehuset. Et øjeblik efter var også herremandens vogn på stedet. Herremanden foer ud af den lukkede vogn, tog mod færgemanden i døren, greb i lommen og der faldt en god dusør i færgemandens hånd. Han lettede på hatten og bukkede dybt og få minutter efter var herremandens køretøj ombord på færgen. Alt mens Bromand klappede og talte beroligende til sine ophidsede og skummende heste sejlede herremanden fra færgestedet. Kjerstin Marie mente ikke hendes far tog det så tungt, han var kommet først til færgestedet, det var ikke lykkedes for herremanden at køre forbi Søren Bromand.

 

Det varede ikke længe inden færgen var tilbage, og familien nåede Brogården i god behold, Det eneste der tog skade af køreturen var pigernes franske sjaler, de var og blev skjoldede af hestenes savl.

 

 

Nu var de unge fra Brogården nået den alder hvad man kan sige de er giftefærdige. Mette Kristiansdatter var hende der først blev afsat. Hun blev gift med Nils Laursen og blev så kone i gården matr. nr. 5a. Det var en god gård og Niels var en dygtig landmand og velhavende efter den tids forhold. Mette og Niels fik tre børn, Laurs, Kirstine og Else Marie.

 

 

Da Mette var død, og Niels var ved at være gammel fik Laurs skøde på gården, og pigerne fik hver 3.000,- kr. - det var mange penge dengang. Laurs giftede sig med Else Marie f. Kristensen, de fik 2 børn. Sønnen blev kaldt op efter farfar og blev døbt Niels Laursen. Pigen Mette Marie blev gift med Thomas Møgelvang, og blev så kone i hans gård. Niels blev gift med kromandens datter Agnes. De bestyrede gården i mange år for Else Marie, men fik efter nogle år skøde på gården. Agnes og Lausen, som man kaldte ham, var gode og glade mennesker, og de havde et godt hjem.

 

Folk ville gerne besøge dem, for det var et hjem hvor sang og musik havde en stor plads.

 

De havde fem børn, de tre rejste ud, men Jens Kristian blev hjemme og hjalp med bedriften. Den ældste datter Laura blev gift med Niels Pedersen, skomager, senere kirkebetjent, de byggede hus nær gården.

 

Agnes var som nævnt kromandens datter og var meget dygtig til at lave mad, og det varede ikke mange år inden hun var kogekone for hele sognet. Når der skulle holdes gilde kom der bud efter Agnes.

 

Der kom en række gode år for Agnes og Lausen, men da Agnes passerede de 60 år begyndte kræfterne at svigte, en slags lammelse, det tog mere og mere til og nu måtte hun love for sin datter Laura der plejede sin mor til hun døde 71 år gammel. Lausen begyndte også at være præget af sygdom, og i 1966 døde Niels Laursen 75 år gammel.

 

Jens Kristian passede bedriften, og Laura hjalp sin far på alle måder. Da de andre tre børn også var gode og hjælpsomme over for forældrene kom Agnes og Lausen aldrig til at føle sig ensomme.

 

 

Ja, det var så historien om Mette Kristiansdatters søn og sønnesøn.

 

Men hvordan gik det så Mettes døtre? Jo, det gik forholdvist godt.

 

Kirstine blev gift med Hybert Andersen, og de købte en gård mellem Hollandsbjerg og Bode. De fik ingen børn men tog så Hyberts broderdatter til sig som deres egen.

 

Hun hed Ane Katrine og da hun blev voksen giftede hun sig med Niels Peter Revsbæk, så nu var de fire om bedriften. Kirstine døde få år efter. Niels Peter talte med sin svigerfar om de ikke skulle se dem om efter en bedre gård. Chancen kom da gården matr. nr. 22a i Voer blev til salg. Hybert og Niels Peter tog over og så på bedriften, der blev handlet, og i marts 1915 flyttede familien ind på Skippersminde. 1921 døde Hybert Andersen og Ane Katrine og Niels Peter fik skøde på gården. Niels Peter var en dygtig landmand, han fik flere køer, byggede ny lade, og en del af stuehuset blev fornyet. Årene gik, og da Niels Peter og Ane Katrine begyndte at føle sig gamle solgte de gården til deres yngste søn Svend.

 

 

I foråret 1949 blev Svend gift med Hanne fra Vendsyssel, og der begyndte ny fremgang for gården. Der blev bygget moderne kostald, nyt stuehus, mekaniseret både ude og inde. Nye landbrugsmaskiner, marken blev forbedret, så nu er Skipperminde en af byens bedste gårde.

 

Hvordan gik det så Mettes yngste datter, jo, det gik godt. Else Marie blev gift med Jens Mogensen, og blev så kone i gården matr. nr. 8a. Jens Mogensen havde arvet gården efter sin far, Kristian Jensen, kaldet Gårdmand. Kristian var en god og venlig mand. men det kneb lidt med landbruget. Man sagde om ham at Kristian Gårdmand solgte jord så længe at han var lige ved at blive husmand. Det var nu overdrevet, det var en god lille gård Else Marie kom til, og hun kom med en pæn medgift samt godt udstyr, så der blev snart velstand på gården.

 

Else Marie havde lune og sans for humor, og hun var god ved børn. Else Marie var jo bedstemors søsterdatter og sidst på eftermiddagen til nytårsaften fik vi lov til at gå ned og rumle for Else Marie. Hun var forberedt, i årets løb havde hun opbevaret alt revnet og ituslået porcelæn. Når vi så stod og rumlede med vores voggipotter kom Else Marie hen til vinduet med noget porcelæn i hænderne, hun forestillede at blive så bange da hun så vores masker at hun tabte det hele på gulvet. Så smed vi maskerne, kom ind og ønskede godt nytår.

 

Så fik vi klejner og pebernødder, drog så hjem og fortalte bedstemor, at Else Marie havde tabt ny krukke på gulvet. Bedstemor smilede, hun vidste besked.

 

 

Else Marie var også god ved gamle mennesker, også over for sin svigerfar, hun havde jo ellers grund til at være sur på ham fordi han havde solgt udemarken fra gården, men det var hun ikke.

Kristian var nært beslægtet med Jens Laursen, kaldet Skomager. De var nu begge enkemænd.

 

Jens Skomager kunne lide at komme og snakke med Kristian i hans opholdsstue. men ofte blev de enige om at de ville ned og besøge Else Marie, hun tog venligt imod dem, spurgte om de ville have en kaffepuns. Så var de gamle glade og satte sig til bordet.

 

Kaffekanden og klukflasken kom nu frem, Else Marie havde nøje passet at der kunne blive 3 små kaffepunser til hver. De gamle fortalte soldaterhistorier for hinanden. Jens havde været trankonstabel, og Kristian infanterist og hver holdt på at deres våbenart var nr. 1.

 

Når den tredje puns var ned var stemningen i top. Jens Skomager foer op og råbte: "Hans Majestæt betroede mig hest og sabel", satte sig overskrævs på en stol og parerede så til højre og venstre og drabelige hug fremover. Det kunne Kristian ikke sidde stille og se på, han sprang op, gjorde stram honnør og råbte endnu højere end Jens: " Hans Majestæt betroede mig gevær og bajonet" og igen med kommandostemme "Bajonetten på", så foer Kristian frem mod fjenden med fældet bajonet. Tilbage igen i forsvarstilling, på ny frem. Imedens kæmpede Jens en drabelig kamp mod de fremstormende fjender, da de var overvundne blev der kommanderet "Fremad i galop", men det kneb for ens at få stolen med. Når de gamle begyndte med deres militære øvelser gik døren til køkkenet op, og Else Marie morede sig hjerteligt over de gamles krumspring. Nå, men de tabte snart vejret, og søgte tilbage til bordet. Der var ikke mere snaps, men endnu en lille tår kaffe og et stykke kandis. Så brød de gamle op, takkede for kaffen og trissede så hver til sit. De havde endnu engang oplevet et lille pust fra de glade ungdomsdage.

 

 

Årene gik, og i 1933 døde Else Marie 70 år gammel. Sønnen Niels Kristian overtog nu gården, han havde i mage år været gift med Oline f. Olsen. Da Oline døde i 1945 kun 62 år gammel, ja så fik Jens Mogensen nr. 2 skøde på gården. jens var gift med Johanne f. Kobberbøl. De gav deres to sønner en god uddannelse. Niels Kristian blev ingeniør og Knud redaktør. Da helbredet begyndte at svigte for Jens gik den gamle slægtsgård i arv til Niels Kristian. Den gamle Jens Mogensen døde i 1951 90 år gammel.

 

 

Niels Kristian byggede en moderne gård øst for byen. jens oh Johanne samt gamle bedstefar blev boende i den gamle gård.

 

Det må nævnes, at der i den gamle slægtsgård ikke var født en pige i 100 år. men året efter at Niels var blevet gift med Inger kom der en lille pige til verden, til stor glæde for familien.

 

Ja, sådan gik det altså Mette Kristiansdatter og hendes efterkommere.

 

 

Hvordan gik det så Tuels Sørensen fra Brogården. Jo, i begyndelsen gik det godt. Han Havde Brogården i arvefæste, og ved sit giftermål med Maren Christensen, kaldet Fynbo, blev han ejer af gården matr. nr. 6a, Voer By og Sogn. Nu var Truels både gårdfæster og gårdejer. Det kneb for Truels at passe begge gårde, når han havde rigtigt travlt foer han fra den ene gård til den anden uden træsko i de bare hosesokker. Kammerherre Rudolf Bruun var nu ejer af Stenalt, og han gav Truels et godt tilbud om at afstå fæstemålet. Truels slog til.

 

Kammerherren lod udbygningerne jævne med jorden og lagde Brogårdens jordtilliggende under herregården. P. Hevrings gård var gået samme vej. Stuehuset til Brogården fik lov at stå til 1940, så gik det ned og der var ikke mere tilbage af Brogården.

 

Nu var Truels så kun gårdejer men det gik stadigvæk ikke godt med landbruget. Truels var selskabsmenneske, det hændte lovlig ofte at han kom hjem til Maren med gode venner, så fik  de kaffepuns, undertiden flere. Brændevinen var ganske vist billig dengang, men det gik ud over bedriften. Maren og Truels havde fem børn, tre drenge og to piger.

 

Kristen og Martinus kom i murelære og blev senere anerkendte muremestre i Holbæk. Mariane blev gift med en smed i Harridslev. Da gården blev solgt måtte Søren ud og prøve lykken. Else Marie blev ikke gift og blev hjemme hos forældrene.

 

I 1898 da Truels var 57 år solgte han gården til Kristian Revsbæk. Sønnerne byggede så et hus til forældrene på gårdens toft. Maren begyndte nu at holde pogeskole, så vi læste ABC og lærte at skrive hos Maren. Truels var ikke gammel nok til at få aldersrente så han måtte ned til Trine Markussen og passe bedriften for hende. Arbejdet tyngede ham nu ikke, når han kom hjem, og havde spist sin gode aftensmad, fået ild på piben, kunne han fortælle muntre historier.

 

Maren døde i 1912, men Else Marie blev hjemme og passede huset for sin far. Alle fem børn var gode ved Truels, så dan han døde i 1928 87 år gammel, kunne man sige, at trods økonomisk modgang havde Truels haft et langt og lykkeligt liv.

 

 

Kjerstin Marie Sørensdatter fra Brogården, hvordan gik det så med hende?

 

Kjerstin Marie blev hjemme på Brogården til hun var ved at blive en gammel pige, 30 år, men endelig i 1867 blev hun gift med gårdejer Jens Nielsen med tilnavnet Sønderbo. Nu blev Kjerstin Marie så kone i gården matr. nr. 21a, Voer By og Sogn. Der var et godt jordtilliggende til gården, men bygningerne var meget gamle og noget forsømte. Men Kjerstin Marie er nok ikke kommet tomhændet fra Brogården, for i løbet af ganske få år var gården nybygget. En pæn gård var det, alle fire længer med bindingsværk og stråtag. Vejrhane på laden og et kastanietræ midt i gården. Stuehuset er før lå mod nord, var nu bygget i syd.

 

 

I 1871 fik de en datter og hun fik navnet Else Marie efter Brokonen. Nu kom der mange gode år for Kjerstin Marie og Jens. De fik kun det ene barn, men hende havde de også megen glæde af. Else Marie havde et venligt og godt sindelag så alle mennesker kunne lide hende.

 

 

Med bedriften gik det godt, Jens Sønderbo var den første der begyndte at samle ajle op, og køre det ud på marken.

 

I året 1892 fejrede de deres sølvbryllup som et forholdsvist lykkeligt sølvbrudepar. Lærer Nygård havde skrevet en sang i dagens anledning. Sangen har vi i behold endnu.

 

 

Men nu begyndte helbredet at svigte for Jens, han tabte i vægt og hostede, og det blev snart klart at han havde tærende syge. Jens blev svagere år for år, så nu var der brug for en ung stærk mand på gården. Det sørgede Else Marie for, den 17. oktober 1896 blev hun gift med Mads Krog Revsbæk på hans 22 års fødselsdag. Samme år i december døde Jens Sønderbo 58 år gammel.

 

 

Mads fik nu skøde på gården, men måtte først underskrive et opholdsbrev til sin svigermor.

i 1897 kom der en dreng til verden og han blev kaldt Jens Sønderbo efter morfar. I 1901 kom der endnu en dreng til verden, og han blev døbt Morten Revsbæk efter farfar. Endelig i 1904 kom så pigen og fik navnet Eleonora.

 

 

Men nu begyndte modgangen. Mor var på den tid allerede præget af sygdom, og det viste sig også at den lille pige ikke var levedygtig. Hun døde 3 mdr. gammel til stor sorg for familien.

 

Det blev ikke bedre med mors sygdom. I foråret 1906 blev hun undersøgt af dr. Frandsen der erklærede at hun led af tuberkulose og skulle have et ophold på Ørsted Sygehus. Hun tilbragte det meste af sommeren på sygehuset, kom så hjem tilsyneladende i bedring, men om vinteren tog hosten til igen, og i foråret 1907 måtte hun igen indlægges.

 

Men nu begyndte Jens Sønderbo der var 10 år også at hoste, og han følte sig træt. Efter en undersøgelse viste det sig at han havde begyndende tuberkulose i højre lungespids. Så kom Jens Sønderbo også på sygehuset. Nu var hjordedrengen væk, så måtte undertegnede, der kun var 6 år, hjælpe tjenestepigen med køerne.

 

En dag var uheldet ude, en ko sparkede ud, drengen falder om, blev båret ind i stuen og sat på en stol. Da var låret allerede så opsvulmet så bedstemor måtte klippe bukserne af, for at få benet fri. Der blev sendt bud efter en læge. Dr. Frandsen erklærede at låret var brækket næsten helt ved hoften. Drengen skulle omgående på sygehuset. Far protesterede, drengen skulle behandles hjemme. Han skulle ikke bedøves for han havde nok en hjertefejl, og så ville han dø under narkosen. Lægen forsikrede at drengen ikke fejlede noget, og at der ikke var nogen fare ved at bedøve ham. Far holdt på sit standpunkt, og fik sin vilje. Der blev sendt bud efter ekstra hjælp fra sygehuset. Drengen blev anbragt på et bord, på ryggen, og så tog man fat. Der var vel ikke noget at sige til at drengen skreg så det kunne høres langt væk. Præstefruen kom tilstede. Hun fandt Mads i en anden stue, han var vel søgt derud for at have drengens skrig lidt på afstand.

 

Præstefruen bebrejdede Mads at han ikke lod drengen bedøve, dette var mishandling, og når han havde så megen modgang var det fordi han ikke var troende nok. Men nu trådte farmor Karen til, hun lod præstefruen vide at man ikke ville høre bebrejdelser. Mads havde haft modgang nok, han havde mere brug for et venligt ord.

 

Endelig var behandlingen ovre og dagen efter blev jeg så kørt på sygehuset.

 

Nu havde far så sin kone og begge drengene på sygehuset.

 

De første dage blev drøje. det viste sig at det dårlige ben var kortere end det raske. Der blev bundet en snor om foden. Snoren gik ned over fodenden af sengen, der blev hængt lodder på, så var benet i stræk. det var drøjt så længe det varede, men det blev snart bedre. Få timer før jeg blev kørt på sygehuset var Jens Rokkedrejer kommen og havde foræret mig et dejligt skib. det havde jeg med og da nu benet var i bedring ville jeg gerne lege med skibet, men havde ingen vand. Så en dag kom sygeplejersken med en balje fyldt med vand, forærede mig en negerdreng, han skulle være kaptajn.

 

Nu var jeg glad, jeg kunne række ud af sengen og lege med mit dejlige skib.

 

Om aftenen kom sygeplejersker og nogle nogenlunde raske patienter for at besøge familien, vi var tre på samme stue. De fik mig til at synge for dem. Om foråret havde der været en trop fra Frelsens Hær på besøg i Voer, de spillede og sang for os, jeg lærte nogle af sangene. Nu kan jeg kun huske omkvædet fra en af sangene, og det som jeg opfattede det dengang. Omkvædet lød: "Ho, hej de gå, ho, hej de gå". Jeg tror tilhørerne var helt betaget af den lille purk der sådan kunne synge.

 

En dag kom en sygeplejerske og forærede mig en lille spilledåse, når man drejede i svinget kunne den spille en bestemt melodi. Nu snart 70 år efter har jeg endnu spilledåsen i behold, og den kan stadig spille den gamle melodi.

 

 

Jens Sønderbo blev først rask, efter 3 ugers forløb blev han erklæret for rask og sendt hjem.

Efter er ophold på sygehuset i 6 uger blev jeg også hjemsendt, men med krykker. I løbet af et par måneder kunne jeg smide krykkerne.

 

 

Det var værre med mor, hun kom hjem om efteråret men opgivet af lægerne. Det blev en drøj vinter for familien, og da navnlig for gamle bedstemor. Hun plejede sin syge datter så godt hun kunne, men det var håbløst. Mor døde d. 25. maj 1908 kun 36 år gammel.

 

Nu kunne bedstemor ikke mere, hun ville på aftægt.

 

Samme år skete dette at Mogens Pedersens gård blev udstykket, og far købte 2 enge og fik samtidig brugsret over en lod kaldet jagtjorden.

 

___________________________________________________

Forfatter: Morten Revsbæk, Nordgård, Voer, Februar 1975